Electrifying Landscapes
– Unveiling Tales of Energy
Electrifying Landscapes er et kunst- og formidlingsprogram, der omhandler menneske, natur og energiproduktion i en lokal kontekst med et globalt perspektiv. Visionen er, at Electrifying Landscapes bliver en katalysator for udvikling, produktion og distribution af nye idéer, billeder og narrativer om, hvordan mennesker lever med og af naturen - i dag og i fremtiden.
Electrifying Landscapes adresserer en af de største samfundsmæssige udfordringer: menneskets energiproduktion og -forbrug, i det spændingsfelt, at energiproduktion er en forudsætning for vores samfund, som vi kender det, og samtidig kilden til klima- og miljøkrise og konflikter, der gør fremtiden usikker.
I disse år sætter den grønne omstilling spor i landskaber verden over, hvor vindmøller, solceller og PtX-anlæg tegner billedet af en ny æra. I Danmark skaber forandringerne konflikter lokalt, bl.a. på grund af et natursyn, der hviler på nationalromantiske forestillinger fra en anden tid.
Det er nødvendigt at udvikle forestillinger og narrativer, der er funderet i nutidens udveksling mellem samfund, landskab og energi for at vi kan adressere de udfordringer, som vi står overfor.
Electrifying Landscapes er udviklet efter idé af Empathic Environments og i et partnerskab med Varde Kommune.
Karlsgårdeværket og Karlsgårdesøen, Varde Kommune. Karlsgårdeværket er det første vanddrevne elektricitetsværk i Danmark opført 1919-21. Foto: Jakob Schultz, Jydske Vestkysten